Per har mange venner.
I skolen har han 1 "allerbedsteven", 3 "bedstevenner" og 11 venner, for der er 15 drenge i hans klasse og de er så rare allesammen. Men han har mange flere venner,
Han bor om vinteren i en lille by i nærheden af København, men om sommeren flytter han med sine forældre ud til noget, han kalder "Landstedet". Det ligger lige ved skoven og der er en stor have med mange træer og en mose og mosehullet.
For Per er ven med alle dyr han træffer på sin vej. Han har altid haft godhed for dyr og interesseret sig for dem, aldrig gjort dem fortræd, men hjulpet dem når han kunne og aldrig været bange for dem.
Om de var store eller små, det var "Venner" allesammen, Mariehøns, biller og frøer. Han kunne ikke gå ned ad en havegang eller sidde på en græsplæne uden at møde et par venner...som han tog op og beundrede... og lod løbe eller flyve igen.
Da han var lille, kom han hvert øjeblik farende og spurgte :
"mor, jeg har set en med stort hovede og horn, hvad hedder den ?"
"Ja, det ved jeg skam ikke," sagde mor, "vis mig den".
Og så bragte Per dyret. På en fejespån, i et syltetøjsglas eller i de bare hænder;
Nogle kendte mor og nogle slog de op i en stor bog, som Per havde fået af sin gudfader..
En dag råbte han : "Mor, her er en lang sort en. Hvad hedder den?
"Vis mig den" sagde mor.

Og så kom Per, der dengang var en lille Purk på 5 år, stavrende med en stor, sort snog. Han holdt den lige midt på og den snoede sig og hvæsede, men han holdt godt fast.
Det gav et sæt i mor, da hun så snogen - for tænk, om han havde fanget en hugorm!!!- og hun råbte:
"Jeg har set den, - det er en snog, slip den bare."
Og så gled snogen hen på græsplænen under et birketræ og rullede sig sammen og alle kattene kom løbende og satte sig i en rundkreds og stirrede på den. Hvem der var mest bange, snogen eller kattene, var ikke let at afgøre og kattene sad ganske stille og stirrede, indtil en af dem, en stor, fræk, sort killing, der hed "Slips", gik frem og gav snogen en ordentlig lussing, så fløj den som en pil gennem kredsen afg forbavsende katte, ned i mosen og svømmede bort.
Men mor fik fat i dyrebogen og viste Per hugormen med zigzagstriben ned ad ryggen og forklarede, at den måtte han aldrig røre, for den havde gifttænder og kunne gøre ham fortræd.

En dag fandt Per en sjov en i udhuset, - han bragte den til mor på en fejespån; - det var et pindsvin. Den var så interresant, at han indlogerede den på WC, og da far kom hjem, meddelte han : "jeg har et pindsvin, der bor på W.C., og du må ike gå derind !"
Far sagde : " Det er godt, vi ikke har tigre her til lands, ellers kunne man finde sådan en indkvarteret en dag."
Per gav pindsvinet mælk af en underkop og sad hos den det meste af dagen; - men så blev han og mor enige om, at den måske havde unger den skulle passe, eller en mor som var nervøs for den, så det var bedst at slippe den ud, så den kunne gå hjem. En gang imellem, satte Per mælk ud i gården på en underkop, og mælken var altid væk om morgenen og Per var sikker på, at det var pindsvinet, der havde været og drukket den.
Da han var til eksamen det år i naturhistorie, rakte læreren ham et pindsvin og sagde : "kender du det dyr?"  "JA" sagde Per med rungende stemme, "det gør jeg, for jeg har selv haft en boende hos mig på W.C." Så grinede både læreren og censoren, men Per fik UG, for han vidste god besked.
Pers sidekammerat var ikke så heldig. Han fik en ræv og skulle beskrive den Han sagde den havde udstående øjne, men det sagde læreren var en udstopningsfejl - og,. at den ingen hale havde, og det havde den heller ikke, men læreren sagde at den havde den tabt.
"Men, hvor ku`han vide det" sagde Per, "når han aldrig har kendt nogen anden ræv end den på skolen."
En gang kom der hver morgen en skade flyvende og besøgte Per. Altid lige til morgenkaffen. Per gik ned og satte sig på græsplænen og skaden hoppede rundt om ham og han klappede den. Far fotograferede dem en dag og sagde, at han troede, Per skulle være dyretæmmer. Hver eneste morgen i 2 uger kom skaden, og pigen sagde, samtidig med at hun meddelte "kaffen er færdig"",- "Per, din ven er her".
Men en dag, mor og Per skulle i skoven, så de ved skovløberhuset "Vennen" sidde på gærdet og en dreng stå og klappe den. Så opklaredes det, at skovfogedens dreng havde haft den som unge og at den var tam.
Når Per ser kattene lege med en mus som de har fanget, tager han dem altid. Han har et gammelt fuglebur og der sætter han musene ind. Der er hø i det ene hjørne, ædetrug og drikkekar. Der får musene lov at sidde, de er gerne frygtelig bange og ryster over hele kroppen. Tremmerne i buret er så brede, at musene kan løbe når de vil, men kattene kan ikke få fat i dem. Buret står ude i haven og musene går gerne efter et par timers forløb, efter at Per har set og beundret dem. Men engang blev en mus til Pers forbavselse i 2 dage og andendagen fik den seks unger. De fik mælk og brød hyver dag, men da ungerne blev store, forsvandt hele familien pludselig.
Per ved alle vegne, hvor der er reder i træer og buske. Han rører ikke rederne eller æggene, men følger ungernes udvikling. Stæren holder han mest af af alle fugle ! For den forårsdag, han kan meddele, at han har set stæren første gang. gi`r mor kaffe og flødeskumskager.
Der er ikke en fisk eller et dyr i mosen han ikke kender. Han følger med når de store klumper frø-æg bliver til haletudser - og den dag haletudserne bliver til frøer er en meget besværlig dag. Da må man næsten ikke gå på gangene for Per - for den dag kravler alle de små frøer på land og de er ikke meget større end fluer og der er så mange af dem, at det ikke er til at tælle eller beskrive, det må ses! I 3-4 dage vrimler det med bitte, bitte små frøer og Per springer rundt og skriger : "Pas på ! Pas dog på ! og det er ikke til at gå uden at man kommer til at træde på et par stykker.
Per har syltetøjsglas med vandkalve, skøjteløbere, vandedderkopper og hvad de nu hedder alle sammen. 4 firben, som han fangede på jernbaneskråningen forærede han til skolen.
I programmet stod " Skænket af Per Forchhammer . 4 firben.
En sommer regnede det næsten ikke og vandet i mosehullet tørrede hen.
Da havde Per travlt. Han fangede alle dyrene i spande og bar dem hen til det største mosehul, som far kaldte "Noah`s ark". Så begyndte også det at tørre ud,  og så måtte dyrene indfanges igen og sættes i en stor balje ude i gården. Per tog myrer fra stenhøjen hver morgen og fodrede dem. Somme tider lå der et par døde fisk i og flød i vandskorpen, og så sagde far, at vandet var blevet surt og måtte skiftes. Det var vel nok et arbejde, men man kunne se, at fiskene blev glade når de fik frisk vand, de blev så livlige, pilede afsted og slog med halerne.
Per er ellers ingen ven af regnvejr, men da det begyndte at øse ned en dag og blev ved i 3 dage , beklagede han sig ikke. Han var stolt, da regnen ophørte og han i spandevis kunne bære sine frelste venner ned i det igen fyldte mosehul.
Ligesom Per har venner og bedstevenner i skolen, har han det også imellem dyrene.
Bedstevennerne er de dyr, som har boet hos ham og været hans egne. Dem som han selv har passet. Det er om dem jeg vil fortælle. Det er ikke noget jeg har digtet, det er sandt alt sammen.
Per har haft de dyr og de har været som jeg fortæller.
Duen hr. Jensen var så trofast. Peter Hane så heltemodig og Aben Pedersen lavede alle de gale streger.....
Nu skal i høre......

Per ønskede sig en kanariefugl til sin 7-års fødselsdag.
Hans far og mor tog til København og fandt en fugleforretning. Der lugtede ligesom i Zoologisk have, for der var alle slags fugle, papegøjer og mus, - både hvide, sorte og brogede, Skildpadder i alle størrelser og mange andre dyr.
Medens far talte om kanariefugl med fuglemanden, syntes mor, at der var nogen der trak hende i frakken og hun drejede hovedet; men der var ingen. Far havd allerede bestemt sig for 2 flotte kanariefugle og et bur til 10 kroner, da mor igen syntes, at der var nogen, der trak i hende.
Hun vendte sig helt om og så en lille, tynd hånd, der blev rakt ud af et bur. Da hun bøjede sig helt ned, så hun lige ind i et par tætsiddende, lysebrune øjne der tilhørte den sødeste lille abe. Den var på størrelse med et nyfødt barn, havde lang brun pels og en lille stumphale.
Nu trak mor i far og sagde : "SE,SE!"
"Det er Peddersen", sagde fuglemanden, "det er en sømand, der har haft ham med hjem fra Singapore. Han koster 85 kr. og han er morderlig klog."
"Ham tager vi" sagde mor bestemt.
"Hva` gør vi?" sagde far.
Peddersen havde stukket  hånden ud og holdt trofast mor i hånden og sad og drejede hovedet fra den ene side til den anden. På mor så han med blide, forelskede øjne, ad far stak han munden frem og lynede med øjnene.
"Vi ta`r ham med hjem" afgjorde mor.
"er du gal?" sourgte far
"Ja,- måske," sagde mor.
Kanariefuglene blev sat tilbage. Peddersen blev anbragt i et stort papegøjebur som kom i sidevognen på fars motorcykle, - mor bagpå - og så kørte Peddersen hjem til Per.
Mor kunne ikke vente til næste dag. Per fik ham straks! og han blev så overvældet af forbavselse over den mærkelige kanariefugl, at man næsten ikke kunne mærke om han var glad. Men det var han! Mor, Per og Peddersen gik tur i haven, de holdt ham en i hver hånd og han gik flinkt på sine små ben med fremskudt mave og de lysebrune øjne rullende rundt i hovedet. Han lod til at synes om alting, kun den store hund blev han bange for og græd og ville op, men det gik snart over.
Far lavede en dejlig siddeplads til ham. Ude i gården rejste han en høj stang og øverst på stangen fastgjorde han en flad træskive på størrelse med en tallerken. Hertil blev Peddersen lænket, så han kunne klatre op og ned ad stangen og både nå jorden og sidde på træskiven.
Så skulle familien have aftensmad,- og Peddersen naturligvis også .
Per havde en kop, hvorpå der stod skrevet "til den artige dreng." Den gav de ham fyldt med mælk. Han tog pænt om den med begge hænder, tømte den i eet drag og slikkede både bunden og siderne omhyggeligt. Så gav Per ham et stykke smørrebrød med rullepølse. Hanspiste lynsnart rullepølsen, slikkede og gnavede smørret af og smed så brødet ned på jorden. Et stykke ostemad fik samme skæbne. Osten smagte, og smørret - væk med brødet. Men da han ikke fik mere, skønt han rakte hånden frem, gik han ned og hentede brødet, slikkede det rent og spiste det.
Det var næsten ikke til at komme i seng den aften, så interresant var den nye ven. Men omsider blev han dog anbragt i sit bur for natten. Buret stillet på køkkenbordet og bundet fast til vindueskrogene, for at han ikke skulle vælte det, - alle køkkensager i lang, lang afstand fjernet, og så : "Godnat Peddersen, sov sødt og drøm behageligt!"
Mor sagde til Per : "Ham skal vi nok få fornøjelse af!"
Ja, - og det fik de.